Kvinder får løn som fortjent Kommenter
Inden 2012 skal børsnoterede virksomheder tvinges til at have mindst 40% kvinder i bestyrelserne og på ledelsesposterne. Hvis det står til SF’s Pernille Vigsø Bagge.
Det er den sædvanlige parole. Hvis ikke menneskene ude i den virkelige verden træffer de valg, som lighedsutopisterne på venstrefløjen ønsker, så må vi med vold og magt tvinge dem til det. De ved jo ikke, hvad der er bedst for dem selv.
Der skal nok også være en rødstrømpe eller to, der mener, at de mandschauvinistiske ledere og bestyrelsesmedlemmer har indgået et komplot for at holde kvinderne ude af bestyrelseslokalerne.
Da jeg læste artiklen over morgenkaffen kom jeg i tanke om en kronik af Rikke Høberg, som Berlingske bragte for en måneds tid siden. “Kvinder får løn som fortjent” var overskriften, som jeg har tilladt mig at kopiere.
Pointen, som jeg er meget enig i, var kort fortalt, at kvinder er for dårlige til at forhandle løn og tror for lidt på deres eget værd. Det er helt sikkert del af forklaringen. En anden del af forklaringen, tror jeg, er, at nogle kvinder simpelthen er mindre ambitiøse, træffer andre valg end deres mandlige kolleger, og derfor ikke kommer lige så langt.
Jeg tror ikke, at kvinder bliver diskriminerede – og hvis det var tilfældet, er det påfaldende så få historier man hører fra kvinder, der har været udsat for diskrimination. Derimod tror jeg, at nogle kvinder prioriterer familien over karrieren, og det er et fair valg. Men ærligt talt – hvis man er væk fra jobbet et helt år hver gang man får et barn, kan man ikke forvente at nå lige så langt som de mænd og kvinder, der udskyder familieforøgelsen eller nøjes med kortere barsel.
Mennesker har forskellige behov og træffer forskellige valg. De kvinder, der gerne vil komme længere med deres karrierer, må altså blive bedre til at sparke deres mænd på barsel og kræve, hvad de fortjener på jobbet. Med andre ord – nej tak til kønskvoter.
Og PS: Hvis ikke det var for topskatten, kunne det måske betale sig for mange familier at købe hjælp til det praktiske i hjemmet – så både far og mor kan gøre karriere.

