Det muliges kunst Kommenter
Det er glædeligt, at der nu kommer skattelettelser. Men at kalde det en stor sejr for Konservative eller for det borgerlige Danmark er nok så meget sagt.
Særligt synes jeg, at det er ærgerligt, at det ikke blev til en lettelse af topskatten frem for en hævelse af grænsen for at betale topskat. For det første fordi alle beregninger viser, at en lettelse af topskattesatsen vil have den største udbudseffekt. I øvrigt en effekt, der langt overstiger hvad man kan forvente fra lettelser af mellemskat og øget jobfradrag mv., men lad nu det ligge.
For det andet synes jeg, det er problematisk, fordi man derved udsætter et opgør med den misundelsestankegang, som topskatten er udtryk for. Selvfølgeligt skal de bredeste skuldre bære det tungeste læs. Men er det ikke tilstrækkeligt, at en person, der tjener ti gange mere end du og jeg, betaler ti gange mere i skat? De rigeste vil allerede i fraværet af mellem- og topskat betale langt mere i kroner og øre end den studerende og kassedamen. Det er fuldt ud rimeligt.
Hvad, der ikke er rimeligt, er, at man yderligere straffer dem, der uddanner sig og gør en indsats ved at lade dem betale en større og større andel af deres indkomst til staten. Derfor er topskatten i sin natur uretfærdig og urimelig. At man nu hæver grænsen for hvornår, der skal betales topskat, gør ikke uretfærdigheden mindre. Den kommer blot til at ramme færre personer.
Update: Det endte jo som bekendt med, at der slet ikke blev rørt ved topskatten. På én gang nedtrykkende og opmuntrende. Nedtrykkende fordi en chance for at lette, hvor det gør mest gavn, er forspildt, men opmuntrende fordi topskatten nu i den grad står for tur ved fremtidige skattereformer.