Verden ifølge Vindfeldt Kommenter
Michael Vindfeldts (S) indlæg i sidste uges avis fik mig til at tænke på det hedengangne magasin ”En skør, skør verden”. Magasinet vendte op og ned på tingenes virkelige sammenhæng, og man vidste aldrig helt, hvad der var sandt og falsk.
Samme dag som man kunne læse Michael Vindfeldt (S) beskylde Konservative for at ønske nedskæringer på Frederiksberg, kunne man således i flere aviser læse, at hans partifæller på den anden side af kommunegrænsen endnu engang må svinge sparekniven på børneområdet, hvor der nu mangler 70-100 millioner. I november vedtog socialdemokraterne i København ellers besparelser for 47,6 millioner på børneområdet alene i 2010.
Alt imens sparerunder er hverdag hos vores socialdemokratiske nabokommune, har vi faktisk hævet serviceniveauet på Frederiksberg de seneste år. Derfor runger Michael Vindfeldts anklager hult i mine ører.
I de kommende år bliver økonomien dog stram for alle kommuner. Forhåbetligt bliver det ikke nødvendigt at skære ned, men hvis vi vil øge servicen, skal vi finde pengene ved at prioritere eller ved at gøre tingene smartere og mere effektivt. Det er ansvarlig økonomisk politik og det er sund fornuft. Selv socialdemokrater må indse, at vi ikke bare kan bruge løs af kassen og udskrive større og større regninger til de kommende generationer.
Læserbrev i Lokalavisen Frederiksberg torsdag d. 4. februar 2010
Særbehandling, nej tak! Kommenter
Der er få kvinder i lederstillinger på CBS, og derfor vil HR chef, Claus Durck Hovej, gøre mere for at tiltrække kvinder. Det er et prisværdigt ønske, men jeg tager skarpt afstand fra en række af de løsningsforslag, der blev diskuteret i decemberudgaven af CBS Observer.
Her erklærer lektor Betina Rennison, at vi skal droppe berøringsangsten og indføre kvoter, ligestillingsregnskaber og ikke nærmere definerede støtteforanstaltninger for at tvinge kvinderne op i ledelseshierarkiet. Claus Durck Hovej foreslår dernæst et særligt ”væksthus” for kvindelige forskere.
Det er en misforståelse, at særvilkår fremmer ligestillingen. Tværtimod risikerer vi at skabe et A og et B hold, hvor kvindernes bidrag vurderes lavere, fordi de ikke konkurrerer på lige vilkår. Hvis kvinder begunstiges med særlige stipendier eller på anden vis fritages fra konkurrence med mandlige kolleger, vil det kun bidrage til at skabe tvivl om deres kvalifikationer.
Fortalerne for særbehandling og kvoter ønsker i praksis at ofre ligestillingen i ligestillingens navn. Nej tak, siger jeg. Vi bør forsvare princippet om kønnenes ligebehandling. Hvis kvinder skal frem i hierarkiet, må det ske på samme vilkår som mænd.
Debatindlæg i CBS Observer februar 2010
Syge betaler prisen for S-ledet region Kommenter
Regionerne har aldrig fået så mange penge til sundhed, som de får nu. Prioriteringen af pengene er regionernes ansvar. Det er derfor god spin, når Villy Søvndal (SF) i Jyllands-Posten d. 26. januar forsøger at knytte de tragiske sparerunder på hospitalerne sammen med regeringens skattereform. Når man i Region Hovedstaden er tvunget til at spare og fyre personale skyldes det tværtimod regionrådsformand Vibeke Storm Rasmussens (S) håbløse og uansvarlige ledelse af regionen.
Debatindlæg i Jyllands-Posten søndag d. 31. januar 2010
Svaret er personligt ansvar Kommenter
Politikerne skal lære en ny disciplin i dette årti. At sige fra overfor kravet om mere offentlig service. I stedet for at løse vores egne problemer har vi vænnet os til at spørge, hvad staten, arbejdsgiveren eller samfundet kan gøre. Staten har fået ansvaret ikke alene for vores overlevelse, men også for vores sundhed, lykke og personlige udvikling.
De ulykkelige og utilfredse har med naturlighed krævet svar fra det offentlige – og politikerne har som villige leverandører af dyre pseudoløsninger gjort den offentlige sektor til en kolos på lerfødder. Det er aldrig den enkeltes skyld – og løsningen er altid flere penge til nye behandlere, konsulenter, aktiveringsprojekter og rådgivere i det offentlige. Det er derfor på tide at trække en grænse imellem fællesskabets og den enkeltes ansvar.
Mens den private sektor har strammet livremmen, har den offentlige sektor udvidet med 18.000 ansatte alene det sidste år. Danmark har i dag verdens største offentlige sektor, verdens højeste skattetryk og udsigt til den fjerde laveste vækst i OECD. Væksten i de offentlige udgifter har dog ikke ført til større tilfredshed. Tværtimod er de fleste danskere mindre tilfredse med den offentlige service i dag end for ti år siden.
Vi har et offentligt underskud på næsten 100 mia. kroner alene i år og hver eneste nyfødte dansker koster i gennemsnit staten 900.000 kroner over sin livstid. Det uholdbare i vores nuværende samfundsindretning bør være indlysende for enhver. Men det er ikke nok at tale om, at der på et tidspunkt kommer en regning. Danmark er på vej mod den moralske og økonomiske fallit – og vi skal handle allerede nu.
Løsningen er mere personligt ansvar. Men det kræver et værdipolitisk opgør med behandlersamfundet, hvor vi alle betragtes som ofre for ydre vilkår og derfor skal hjælpes og holdes i hånden af sagsbehandlere og krisepsykologer fra morgen til aften.Vi må hver især tage ansvaret for vores liv og fremtid og gøre op med den dovne forventning om, at staten løser alle vores problemer.
I stedet for at sprede den offentlige velfærd ud i et tyndt lag, der mest af alt tilgodeser den brede middelklasse, skal det offentlige sikkerhedsnet forbeholdes de få, der ikke kan klare sig selv.
Lavere skat vil belønne flid og dygtiggørelse. Til gengæld er der brug for reformer af bl.a. efterløn, pension, dagpenge, børnecheck og SU. Men mens vi drøfter de langsigtede løsninger, kan skattestoppet passende suppleres med et udgifts- og ansættelsesstop i den offentlige sektor som helhed. De nødvendige serviceforbedringer i blandt andet sygehusvæsnet må muliggøres igennem prioriteringer og effektiviseringer.
En slankere og mere effektiv offentlig sektor vil bidrage til at skabe et frit og konkurrencedygtigt samfund, hvor alle tager ansvar for at skabe deres egen lykke, hvor evner og flid belønnes, og hvor de allersvageste grupper i samfundet prioriteres højere end i dag.
Klumme på 180grader.dk
Frie priser Kommenter
Der er forskel på prisen for at deltage i sms afstemninger i forskellige tv-programmer, og derfor vil Socialdemokraterne i tråd med gode gamle planøkonomiske idealer vedtage maksimumpriser. Politikerne kan efter en sær logik bedre styre udbud og efterspørgsel end forbrugerne, hævdes det.
Men hvorfor ikke yde samme velmenende ”forbrugerbeskyttelse” på andre områder? Kan forbrugerne virkeligt gennemskue priserne på computere, hårde hvidevarer, ejendomme, brugte biler – men ikke på sms afstemninger?
Politisk prisregulering er såvel unødvendigt som etisk og økonomisk problematisk. Alle mennesker bør have ret til at handle frit med hinanden til de priser og vilkår, de selv finder rimelige. Adskillige tragiske forsøg med planøkonomi har netop vist, at politiske indgreb ikke sikrer forbrugerne. Tværtimod begrænses valgmuligheder og konkurrence til alles ulempe. Vi skal bevare det frie valg og de frie priser – også på sms afstemninger.
Fejlskud fra Mette Frederiksen 2 Kommentarer
De unge tager for lidt ansvar for deres handlinger, og derfor skal staten nu opdrage dem, konkluderer Mette Frederiksen (S) i Berlingske Tidende d. 21. januar. Jeg er enig i, at unge såvel som voksne i Danmark tager for lidt ansvar for deres handlinger. Men når det kommer til årsag og løsning, skyder Mette Frederiksen helt forbi målet.
Årsagen er ikke, at staten blander sig for lidt, og derfor er løsningen naturligvis heller ikke mere statslig formynderi. Tværtimod har statens indblanding i stadig flere områder af borgernes privatliv fortrængt den enkeltes ansvarsfølelse og skabt en opfattelse af, at staten løser alle vores problemer. Den statslige folkeopdragelse, som Mette Frederiksen ønsker, bidrager ikke til at gøre folk selvhjulpne. Tværtimod.
Selvfølgeligt skal unge som voksne stå til ansvar for deres handlinger. Men det opnås ikke ved at gøre staten ansvarlig for børneopdragelsen.
S fører strudsepolitik Kommenter
Selv under en borgerlig regering har væksten i den offentlige sektor været historisk og langt højere end væksten i det private. Danmark har i dag verdens største offentlige sektor, verdens højeste skattetryk og som følge heraf udsigt til den fjerde laveste vækst i OECD.
Det er derfor forkert, når Katrine Lester (S) i Lokalavisen d. 14/1 skriver, at skattelettelser og finanskrise alene er skyld i det offentlige underskud på næsten 100 mia. kroner. De beskedne skattelettelser, der er givet, forklarer kun en brøkdel af statens finansieringsproblem. Størstedelen skyldes et enormt overforbrug i den offentlige sektor. Et forbrug som Socialdemokraterne vel at mærke ønsker at sætte yderligere i vejret.
I dag medfører hver nyfødt dansker et underskud på 900.000 kroner, når offentlige ydelser og overførsler holdes op imod de samlede skatter og afgifter over en livstid. Vi nyder for meget og yder for lidt. Men i landet med verdens højeste skattetryk er det ingen løsning bare at sætte skatterne op. Højere skatter vil få danskerne til at holde mere fri og uddanne sig mindre. Mange højtuddannede vil tage til udlandet og virksomhederne vil flytte deres aktiviteter. For at være konkurrencedygtige i fremtiden har vi tværtimod brug for lavere skatter.
Der er derfor ingen vej uden om reformer af blandt andet efterløn og dagpenge. Den offentlige sektor, også kommunerne, må skabe råderum til serviceforbedringer igennem effektiviseringer og prioritering – og ikke igennem lån eller øgede skatter. Undersøgelser viser, at der ikke er sammenhæng imellem, hvor mange penge den enkelte kommune bruger på f.eks. folkeskolen og brugernes tilfredshed. Der er derfor god grund til at se nærmere på, hvordan de mest effektive kommuner indretter sig.
Frederiksberg er allerede en effektiv kommune. For eksempel bruger vi 20 pct. mindre på administration end den gennemsnitlige kommune. Alligevel må vi indstille os på, at der er snævre økonomiske rammer i de kommende år. Selv på Frederiksberg må vi se kritisk på, hvor effektivt vi løser vores opgaver. Katrine Lester (S) vil helst stikke hovedet i busken og tørre problemerne af på Christiansborg. Jeg mener hellere, vi skal være offensive og påtage os ansvaret for kommunens økonomi.
Læserbrev i Lokalavisen Frederiksberg d. 21. januar som svar til Katrine Lester (S)
Monopol på velfærd? Kommenter
En børnehave på Als har med stor succes ladet frivillige bedstemødre hjælpe til nogle få timer om ugen. Både børnene og pensionisterne er begejstrede. Men det er en glidebane at lade civilsamfundet tage ansvar for velfærden, mener både BUPL og FOA. Den slags har vi jo staten til.
Velfærdssamfundet skal drives af lønnet og uddannet personale, og så må vi bare tilføre de nødvendige ressourcer, skriver Gina Liisborg fra FOA i JP d. 14/12. Selvfølgeligt skal der være tilstrækkelige ressourcer til at løfte opgaverne i vores institutioner, skoler, hospitaler mv., men vi bør opmuntre og ikke afvise de frivillige kræfter, der ønsker at tage et ansvar.
BUPL og FOAs antagelse om, at velfærd og trivsel kun kan varetages af staten, er simpelthen forkert. Frivillige sociale organisationer løfter en stor samfundsopgave og tilbyder ofte en anden slags hjælp, netop fordi personalet ikke er lønnet. Men velfærd er også det ansvar og den almindelige hjælpsomhed, vi viser over for hinanden.
Vi har allerede verdens største offentlige sektor og verdens højeste skattetryk. ”Send flere penge” er altså ingen løsning på de stigende forventninger til velfærd i fremtiden. I stedet skal mere ansvar gives tilbage til civilsamfundet og til den enkelte borger. Staten har ikke monopol på velfærd.
Debatindlæg i Jyllands-Posten lørdag d. 26. december 2009
Små skridt mod afgrunden 2 Kommentarer
”For det første ønsker vi et samfund, hvor vi sætter mennesket før systemet. Den enkelte skal have større frihed til at forme sit liv. Vi vil gøre op med stive systemer, umyndiggørelse og ensretning.” Sådan sagde Anders Fogh Rasmussens i regeringens tiltrædelseserklæring den 4. december 2001.
Valgstrategien hvilede på den analyse, at det var nødvendigt at trække mod midten for at vinde regeringsmagten. Den offentligt ansatte kvinde i 30’erne skulle overbevises. Som middel til at indfri målet om et friere samfund med mindre formynderi valgte man den velkendte kontraktpolitik. Forandringer gennemføres i små skridt og først efter jorden er grundigt gødet af kommissioner og lange udredninger.
Aldrig har den offentlige sektor været større og aldrig har der været flere offentligt ansatte.
Efter 8 år ved magten er målet om et friere og mindre reguleret samfund dog langtfra indfriet. Tværtimod er det offentlige forbrug vokset med 50 mia. fra 2001-2009 og er i andel af BNP på niveau med Anker Jørgensens sidste år ved magten. En analyse fra CEPOS har netop vist, at hver enkelt nyfødt over sin livstid efterlader et hul på kr. 900.000 i statskassen, når ydelser og overførsler holdes op imod de samlede skatte- og afgiftsbetalinger. Aldrig har den offentlige sektor været større og aldrig har der været flere offentligt ansatte. Samtidig har vi verdensrekord i skattetryk og bundrekord i vækst og produktivitet. Tvungen madordning i daginstitutioner, sukkerafgifter, knivforbud og rygeforbud er et par andre eksempler, der tydeligt viser, at heller ikke det værdipolitiske slag for friheden er vundet. Derfor er det måske på tide at spørge, om de små skridts politik har slået fejl?
En klog mand sagde engang, at det der kastes ind i abeburet, må anses som tabt. Det er en meget rammende metafor for velfærdsstatens udvikling. Hvad, der én gang er givet i ydelser og støtteordninger, er næsten umuligt at rulle tilbage. Særligt i Danmark hvor over 60 pct. af den voksne befolkning – den såkaldte velfærdskoalition – er offentligt ansatte eller modtagere af overførselsindkomster, er det svært at finde opbakning til nedskæringer men let at finde sympati for nye støtteordninger.
I dag modtager alle lommepenge fra staten, og alle har derfor noget at miste.
Regeringen har taget små skridt i retning af mindre stat og mere privat, blandt andet igennem skattestop, fritvalgsordninger og gunstige vilkår til privathospitalerne. Men det fundamentale opgør med forsørgersamfundet lader vente på sig. Mogens Lykketoft har desværre fået ret i, at indførslen af de universelle velfærdsgoder som folkepension, SU og børnecheck langtidssikrer den folkelige opbakning til velfærdsprojektet. I dag modtager alle lommepenge fra staten, og alle har derfor noget at miste.
Men vi kan ikke undgå at tage noget fra nogen, hvis velfærdsstaten skal være levedygtig på sigt. Spørgsmålet er derfor, hvordan et flertal i befolkningen bringes til at forstå nødvendigheden af reformer, der på kort sigt forringer deres egne velfærdsgoder. Kan de små skridt akkumuleres til store forandringer eller man gå mere radikalt til værks for at skabe varige ændringer? Indtil videre har de små skridt måske sænket hastigheden af den økonomiske og moralske deroute, men de har ikke medført et grundlæggende kursskifte.
Radikale ændringer kræver dog, at der i befolkningen er en fornemmelse af et akut behov for forandring. I management sprog kaldet en sense of urgency. Forskellen på tingenes nuværende tilstand (present state) og den ønskede tilstand (desired end-state) skal kommunikeres tydeligt, og der skal anvises en vej fra A til B. Først ved erkendelsen af den foranstående katastrofe er det sandsynligt, at velfærdskoalitionen vil acceptere beskæringer af deres nuværende goder.
Men har VK forspildt chancen for at skabe denne sense of urgency? Efter 8 år ved magten kan ansvaret ikke længere placeres hos tidligere regeringer, og derfor er lysten til at udpege store problemer begrænset. Lars Løkke Rasmussen har i sin drøm for Danmark nok anvist en vision, men ingen i regeringen taler om problemernes egentligt omfang eller vejen til mål.
Det er efterhånden et velbelyst paradoks, at borgerlige regeringer fører mere socialdemokratisk politik end socialdemokratiske ditto. Venstrefløjen har som velfærdsstatens grundlæggere lettere ved at skabe troværdighed omkring et forandringsbudskab, hvorimod VK regeringen stadig efter historisk vækst i den offentlige sektor beskyldes for at være i færd med at indføre minimalstaten ad bagdøren.
..med hvilken legitimitet, besidder man regeringsmagten, hvis man hverken tør erkende problemet eller anvise løsningen.
Ved at lukke øjnene for problemerne og føre visionsløs enkeltsagspolitik, svigter regeringen imidlertid på flere fronter. De borgerlige værdier og idealer svigtes – hvilket tydeligt ses på folketingsgrupperne, der udviser samme politiske træfsikkerhed som et flok blinde høns – men også hensynet til landets ve og vel tilsidesættes. Man bør i V og K spørge sig selv med hvilken legitimitet, man besidder regeringsmagten, hvis man hverken tør erkende problemet eller anvise løsningen. På den anden side af COP15 må regeringen trække i arbejdstøjet. Ellers må borgerlige vælgere nok se den sørgelige realitet i øjnene, at de mest nødvendige reformer først bliver gennemført, når en S-ledet regering sidder ved magten.
Klumme på 180grader.dk
Takt og tone for socialdemokrater 2 Kommentarer
I går havde vi konstituerende møde i den nyvalgte kommunalbestyrelse. Det forløb heldigvis uden de rævekager, man har set i andre kommuner, selvom socialdemokraternes borgmesterkandidat, Katrine Lester, valgte at gøre grin med hele affæren.
Først ved at indtage borgmesterstolen og til tilskueres og politikeres store forargelse råbe ” HA HA” mod den nuværende borgmester, Jørgen Glenthøj. Den stil fulgte hun op ved at indlede mødet med at råbe på tværs af kommunalbestyrelsessalen til Venstres medlem, Jan E. Jørgensen, “Nu husker du vel vores aftale!”
Jeg behøver næppe at fortælle, at den historiske kommunalbestyrelsessal normalt er omfattet af stor respekt og traditionelle tiltaleformer i tredjeperson med Hr. og Fru. Ligesom man selvfølgeligt ikke tager ordet uden først at have fået det tildelt af borgmesteren.
Pinligt. Med den slags opførsel fra en person, der kalder sig borgmesterkandidat, kan vi vist kun være glade for, at socialdemokraterne stadig er langt fra magten på Frederiksberg.
I øvrigt forløb mødet som forventet og jeg kommer de næste fire år til at sidde i Magistraten (Økonomiudvalget), Arbejdsmarkedsudvalget samt Drifts- og Forsyningsudvalget.