Pressemeddelelse: Ny tænketank bliver ved tanken Kommenter
Det seneste år har en række initiativtagere arbejdet på at samle finansiering til at lancere en ny forbrugerpolitisk tænketank – Forbrug & Liv – der igennem analyser og politikforslag skulle påvirke beslutningstagere og meningsdannere for at skabe større valgfrihed, flere valgmuligheder og mere fri konkurrence.
Den nye regering har allerede og vil fortsat på en række områder begrænse forbrugernes valgmuligheder. Der kommer højere afgifter, flere regler og flere forbud. Derfor er behovet for en stemme i debatten, der betragter forbrugerne som kompetente og taler for deres ret til at vælge selv stort i de kommende år.
Der har været stor interesse omkring projektet, men det er endnu ikke lykkedes at samle tilstrækkelig finansiering til at sikre organisationens drift i de første år. Markedet er tilsyneladende endnu ikke modent for et projekt som Forbrug & Liv, og derfor sættes planerne nu i bero.
Forbrug & Liv
Der har de seneste dage været noget omtale i blandt andet Berlingske og Politiken af en ny forbrugertænketank med navnet Forbrug & Liv, som jeg er en af flere initiativtagere til.
Forbrug & Livs formål er at styrke forbrugernes interesser igennem større valgfrihed, flere valgmuligheder og fri konkurrence.
Den forbrugerpolitiske debat er i dag meget ensidigt fokuseret på risici og enkeltsager, og der føres ofte en politik, der i praksis begrænser forbrugernes valgmuligheder. Forbrug & Liv vil igennem analyser og konkrete politikforslag påvirke debatten og være en modvægt til den fremherskende bekymringsdagsorden.
Forbrug & Liv mener i udgangspunktet, at forbrugerne er kompetente. De kan og vil gerne vælge selv. Tænketanken arbejder ud fra et klart værdigrundlag: Den enkelte forbruger kan og vil – men har også ret til at – indrette sit liv efter egne ønsker. Derfor ønsker vi flere valgmulighed og større valgfrihed på bekostning af nye forbud og reguleringer.
Tænketanken finansieres af bidragsydere, der støtter formålet, men er uafhængig af partier, virksomheder og enkeltpersoners interesser. Sponsorer får ikke indflydelse på den daglige drift. Målsætningen er at opnå en position som en seriøs og troværdig aktør, der inddrager forskning og viden i debatten.
Forbrug & Liv er stadig i en opstartsfase. Vi forventer at lancere tænketanken officielt og begynde arbejdet i august eller september. Indtil den officielle hjemmeside lanceres, kan organisationen følges på www.facebook.com/forbrugogliv.
Afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at Forbrug & Liv ikke har nogen tilknytning til Konservative eller andre partier. Ønsket om større valgfrihed og færre forbud trives på tværs af alle partier. Faktisk er der ifølge en ny undersøgelse fra CEVEA særligt på venstrefløjen et ønske om færre forbud og regler.
For yderligere oplysninger kontakt Mie Harder på 26 80 25 36.
Kvindekamp, nej tak Kommenter
Den 8. marts er det Kvindernes Internationale Kampdag, men der er ikke meget at fejre. Igen i år skal vi høre på klynk fra universitetsuddannede karrierekvinder, der vil bruge statens magtapparat til at sikre sig poster i virksomhedsbestyrelser og ikke mindst på venstrefløjens nypuritanistiske og kvalmende politisk korrekte krav om et forbud mod købesex. Der er ikke brug for kvindekamp – men modkamp.
Kvindernes kampdag var oprindeligt et socialistisk initiativ lanceret af en forløber til Socialistisk Internationale i 1910. Efterfølgende er socialismens menneskefjendske idéer blevet forkastet, men alligevel fejrer vi stadig Kvindernes Kampdag.
Kvindekamp har rigtignok ikke været forbeholdt socialister, men i takt med opnåelsen af lighed for loven er de borgerlige kvindebevægelser blevet tavse. Med god grund. For fra et borgerligt perspektiv er kvindekampen for længst vundet.
Tilbage står den autoritære, socialistiske kvindebevægelse, der opfatter kvinder som et undertrykt kønsproletariat og kønsforskelle som en social konstruktion, der med vold og magt skal nedbrydes. Derfor er der en lige linje fra kvindekampen i dag tilbage til de socialistiske initiativtagere i 1910.
Feminisme handler nemlig ikke bare om bomuldstrusser, brændte BHer og hår under armene. Hvis det var tilfældet, kunne man nøjes med at trække på skuldrene, når feminister som Anne Grethe Bjarup Riis opfører deres surrealistiske teaterforestilling fra en svunden tid. Men de stopper ikke med dem selv. De vil også tvinge resten af samfundet til at indrette sig efter deres kønsneutrale utopier. Lige fordeling, lige opførsel og lighed, lighed, lighed. Indtil kvinder gror skæg og mænd producerer brystmælk.
Kvindekampen i dag er ikke bare forældet. Den er gået for vidt og kørt helt af sporet. Den oprindelige kamp for kvinders stemmeret, valgbarhed og lige rettigheder var berettiget og har haft uvurderlig betydning for kvinders position i samfundet siden hen. Men i starten og frem til midten af det 20. århundrede drejede kampen sig om lige rettigheder til mennesker og ikke særlige rettigheder til kvinder. Det drejede sig om lige muligheder i ordets egentlige forstand – dvs. lighed for loven – og ikke om lige resultater.
Uddrag af kronik bragt i Berlingske d. 8. marts 2011
Ingen krigsforherligelse Kommenter
Af
Mie Harder, ph.d. stipendiat
Henrik Gade Jensen, projektmedarbejder ved CEPOS
”Konklusionen er altså, at krigsførelsen i Afghanistan er god for danskerne, og at dette er en tilstrækkelig begrundelse for den,” skriver Nikolaj Petersen d. 8. januar i et svar til vores kommentar ”Kampen for tilværelsen” af d. 18. december. Hvis vi havde skrevet noget sådant, ville kritikken være berettiget, men vores formål var netop ikke at diskutere krigens begrundelse.
Vi forholder os ikke til krigens legitimitet eller om den kan vindes: ”Om krigen mod terrorister i Afghanistan kan vindes i nogen relevant forstand, må officerer og eksperter afgøre,” skrev vi blandt andet. For at imødegå den misforståelse, der åbenbart er opstået, tilføjer vi gerne, at vi på ingen måde ser indflydelsen på den danske selvopfattelse som en tilstrækkelig begrundelse for krigsdeltagelsen.
Begrundelsen for den danske deltagelse i krigen i Afghanistan er blevet diskuteret flittigt af mange andre og har selvsagt intet at gøre med at påvirke den danske selvopfattelse. Det er imidlertid ikke den debat, vi ønskede at bidrage til. Vi forholder os til det faktum, at Danmark igennem en årrække har været krigsførende, og diskuterer, hvad krigsdeltagelsen betyder for danskernes velfærdsmentalitet.
Uanset hvad man i øvrigt måtte mene om krigens berettigelse eller gavnlige effekt for den afghanske befolkning, påvirker den vores nationale selvopfattelse. En sideeffekt af krigsdeltagelsen er, at vi mindes om, at der findes vigtigere ting i livet end passiv rygning, middellevetid og fedtprocenter i kødpålæg. Den påmindelse, mener vi, er gavnlig.
Læserbrev i Berlingske Tidende tirsdag d. 11. januar 2011
Kampen for tilværelsen 10 Kommentarer
Af Ph.d.-stipendiat Mie Harder og projektmedarbejder ved CEPOS Henrik Gade Jensen
Et samfund kan ikke overleve i længden, hvis dets officielle religion er sundhed, forebyggelse og ikke-rygning. Velfærdsstaten har erstattet den menneskelige overlevelseskamp med en selvudslettende dyrkelse af det risikofrie samfund. Overlevelsesinstinktet og kampen for tilværelsen er fortrængt til fordel for krav om sociale rettigheder, efterløn og førtidspension.
Men denne velfærdsmentalitet er efter vores opfattelse langsomt under forandring. At Danmark siden 2002 har været en krigsførende nation har afgørende betydning for vores selvopfattelse og nationale identitet. På trods af mange faldne soldater er det ikke svært at rekruttere nye soldater til missionen, og der er bred politisk opbakning.
Om krigen mod terrorister i Afghanistan kan vindes i nogen relevant forstand, må officerer og eksperter afgøre. Det centrale for os er den holdningsændring, som sker i Danmark: Væk fra neutralisme og pacifisme og hen imod aktivisme og krigsførelse. Denne holdningsændring, mener vi, kan blive en katalysator for et nødvendigt skifte i den danske tryghedsnarkomani og velfærdsmentalitet.
I krigen skabes en eksistentialitet, hvor soldaterne hver dag befinder sig på grænsen mellem liv og død. Krigen er den åbenlyse negation af velfærdsmoralen. I Afghanistan kan livet slutte brat og tilfældigt. Det ved alle i indsatsen. Det skaber en anden moral, der bygger på et ekstremt sammenhold og fællesskab båret af en vished om, at overlevelse ikke er givet, men hver dag skal tilkæmpes.
I velfærdsstaten er vi forskånet disse overvejelser. Aldrig før har vi haft så stor materiel overflod og tryghed. Alligevel flyder medierne over med rapporter og undersøgelser af potentielle skadevirkninger af alt fra pollen, røget fisk, rygning og fødevareingredienser til rullegardiner.
Kampen for det daglige brød har i den danske velfærdsstat mistet sin relevans. Vi har alle alt, hvad vi har brug for og mere til. Og hvis vi ikke kan få et arbejde eller kommer ud for en ulykke, sørger staten for vores overlevelse. Det er dog en velsignelse, der ikke er kommet uden sin pris.
Velfærdsstatens ideal er, at alle skal have det godt uanset egen vilje og adfærd. Samtidig foragtes overlevelsesinstinktet som et dyrisk og før-civilisatorisk element, som den moderne tid har overflødiggjort. Menneskesynet i velfærdsstaten bygger på, at mennesker vil det gode og måske kan hjælpes lidt på vej af påbud og forbud. Et menneskesyn som også lå til grund for de socialistiske samfundsforsøg i det 20. århundrede, som af samme grund forliste. For mennesket vil sig selv og sin selvopretholdelse og politik burde dreje sig om at kanalisere denne drift ind i ordnede og civiliserede former.
Det er sundt, at borgerne frygter noget værre end kontanthjælp, førtidspension og efterløn. Det er fint nok med et socialt sikkerhedsnet, men i dag har det udviklet sig til en blød og behagelig dyne, som trætter og bedøver. Socialdemokraternes gamle slagord om ”Gør din pligt og kræv din ret” er blevet erstattet af kun at kræve sine sociale rettigheder opfyldt.
Samtidig med vores fanatiske efterstræbelse af den risikofrie hverdag, dyrker vi i stigende grad risikobetonede aktiviteter som kitesurfing, faldskærmsudspring og ekstremsport i vores fritid. Behovet for at prøve grænser af ligger dybt i mennesket. Tænk hvis al den energi kunne bruges mere konstruktivt i samfundets økonomi. Paradokset illustrerer, hvad man måske kan betragte som en eksistentiel samfundskrise: Kampen for at vise sit ypperste er blevet en fritidsbeskæftigelse.
Den engelske filosof Thomas Hobbes mente i 1600-tallet, at overlevelse var menneskets dybeste drift og parret med menneskets rationalitet det, som skabte samfund og retsorden. Den russiske forfatter Fjodor Dostojevski hævdede i forlængelse her af, at viljen til at hævde sig var urinstinktet i mennesket.
Velfærdsstatens fejl er dens menneskesyn, som fejlagtigt ignorerer urdriften i mennesket. Hvis ikke mennesker kan udfolde deres overlevelsesinstinkt under ordnede former i kampen for tilværelsen, vil de optræde i fordrejede og negative former til fordærv og depravering.
Da grundloven blev diskuteret i 1848 argumenterede N.F.S. Grundtvig faktisk for, at den nuværende forsørgelsesparagraf (”Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige….” § 75) ville blive en katastrofe for Danmark. Det skulle specificeres, mente Grundtvig, at driverter, drukkenbolte og døgenigte ikke kunne få offentlig understøttelse og hjælpen skulle øremærkes gamle, syge og forældreløse børn, altså genuint svage. For ellers gik der inflation i udueligheden.
At Danmark er blevet en krigsførende nation ændrer vores selvopfattelse. Tusinder af mennesker er i berøring med krigen som soldater eller fædre, mødre, klassekammerater, naboer, kærester og børn af soldater. Alle disse mennesker mærker på egen krop, at der er større og vigtigere ting i livet end middellevetid, pollenallergi og fedtprocenter i kødpålæg. Uanset om krigen vindes eller tabes, og uanset om krigsindsatsen i sidste instans gavner eller skader Afghanistan, er effekten på den danske mentalitet kolossal og efter vores mening gavnlig.
Interview: Ligestilling er ikke lige fordeling Kommenter
Af Thomas Jensen, dknyt.dk:
Andelen af kvinder på topposter i kommunerne er steget fra 28 pct. i 2004 til 35 pct. i 3. kvartal af 2009. Det ligner en succeshistorie. Men der er altså stadig langt flere mandlige direktører og chefer på kommunernes kontorer. Men er det et problem og udtryk for manglende ligestilling?
Ja, mener Per Hansen, formand for de offentlige chefer i Djøf. Og det får ham til at efterlyse en mere målrettet ligestillingspolitik i kommunerne. Nej, mener rådmand på Frederiksberg, Mie Harder (K).
- Udviklingen går alt for langsomt fremad. For samtidig med, at der bliver lidt flere kvinder på chefposterne, stiger antallet af kvinder i de lag, hvorfra topcheferne bliver rekrutteret. Derfor bør kommunerne langt mere målrettet arbejde med også at få de kvindelige talenter frem på de øverste stillinger. Der er noget fundamentalt galt, når mindre end hver 10. kommunaldirektør er en kvinde, siger Per Hansen.
Det er Mie Harder lodret uenig i:
- Ligestilling kan ikke måles på antallet af kvinder og mænd i forskellige stillinger. Selvfølgeligt er det fint, at flere kvinder i dag vælger at søge lederstillinger og topposter end for få år siden, men de ville ikke være mindre ligestillede, hvis de valgte anderledes, siger hun til dknyt.
Kvinder vægter andre ting end topposter
- Ligestilling handler om lige rettigheder. Billedet af at kommunerne bevidst skulle undlade at opslå stillinger for at holde kvinder ude af topposterne, sådan som Per Hansen insinuerer, kan jeg slet ikke genkende. Ligesom alle andre arbejdsgivere ønsker kommunerne selvfølgeligt at ansætte de bedst kvalificerede kandidater uanset køn. Forklaringen på den skæve kønsfordeling er nok snarere, at mange kvinder vægter andre ting højere i tilværelsen end karriere og topposter. Og er det ikke okay? – spørger Mie Harder.
- Faktisk mener jeg, det er ærgerligt, at vi går så meget op i at tælle mænd og kvinder i forskellige stillinger. Det fastholder ligestillingsdebatten på et sidespor, der alene drejer sig om lige fordeling og ikke om lige rettigheder. Vi skal ikke tvinge mænd og kvinder til at være ens, men vi skal give dem lige muligheder, siger Mie Harder.
- Hvis ligestilling virkeligt drejede sig om lige fordeling, kunne vi jo opfylde målet ved at fyre mænd indtil den ønskede fordeling er opnået. Det lyder måske absurd, men det viser bare, at præmissen for debatten er helt forfejlet, afslutter hun.
Læs resten af artiklen på dknyt.dk.
Samfundsansvar? En fis i en hornlygte Kommenter
Når samfundsansvar bruges som påskud for at tvinge virksomheder eller enkeltpersoner til at handle imod deres egeninteresse, er det både moralsk forkasteligt og skadeligt. Samfundet er blevet vor tids målestok for altings relevans og godhed. Vi taler om samfundsøkonomi, samfundshensyn og samfundsomkostninger. Vi skal vise samfundssind, tage samfundsansvar og være samfundsborgere. Universiteter og uddannelsesinstitutioner skriver luftigt om samfundsrelevans i deres visioner og strategier.
Det lyder sympatisk at ville gøre noget godt for samfundet. Men i praksis er samfundet langtfra en homogen størrelse. Vi er alle drevet af forskellige ønsker og behov. At tale om samfundsansvar som om, samfundet er en strømlinet enhed med fælles mål, er både misvisende og meningsløst.Samfundsansvar er i praksis blevet et barometer for imagepleje og politisk korrekthed.
Syndsforladelsen udløses af buzzwords som bæredygtighed, grønne jobs, grøn teknologi, grønt-hvad-som-helst, fairtrade og ikke mindst non-profit. Skurkerollen indtages lige så selvfølgeligt af profit, konkurrence, kapitalisme, grådighed, egoisme og alt det ikke-grønne. I denne uskønne alliance mellem strategisk nødvendighed og politisk korrekthed bliver samfundsansvar som begreb misbrugt til at fremme venstrefløjens ønsker om mere statslig regulering og indblanding i de frie markeder.
Men konflikten mellem samfundsnytte og egeninteresse er falsk. Debatten om samfundsansvar er i virkeligheden en værdikamp, hvor nogle med pres, tvang eller moralske formaninger prøver at få andre til at handle ud fra et bestemt politisk værdisæt. Vi kan hver især gøre, hvad vi vil med vores penge og tid. Men når samfundsansvar bruges som påskud for at tvinge virksomheder eller enkeltpersoner til at handle imod deres egeninteresse, er det både moralsk forkasteligt og skadeligt.
Uddrag af kronik bragt i Berlingske Tidende d. 20. oktober 2010. Læs resten af kronikken her.
Hjælp til dem, der har behov 2 Kommentarer
Jeg skrev i august et læserbrev om fattigdom, der har affødt en del debat. Blandt andet skrev Ali Maktabi (A) d. 7/10 et indlæg, der manipulerer og fordrejer mine synspunkter. Som jeg før har skrevet, mener jeg ikke, der findes fattigdom i traditionel forstand i Danmark. Men det betyder ikke, at der ikke er mennesker, der har det svært og har brug for hjælp.
Den fattigdom, Ali Maktabi taler om, når han refererer til Arbejderbevægelsens Erhvervsråds (AE) rapport, er alene den relative fattigdom. Der er ikke tale om mennesker, der sulter eller står uden tag over hovedet, men om mennesker, der har relativt mindre forbrugsmuligheder end andre. AE antager nemlig, at man er fattig, hvis man tjener mindre end halvdelen af danskernes medianindkomst.
Men da indkomsterne jo stiger løbende, betyder det, at også denne fattigdomsgrænse flytter sig fra år til år. Den relative fattigdom siger derfor ikke meget om den enkeltes livssituation. En stor del af de 300.000 relativt fattige er studerende og selvstændige. Og cirka halvdelen af de personer, der i ét år er i denne lavindkomstgruppe, er ude af kategorien allerede året efter. Faktisk er Danmark det land i OECD med de mindste indkomstforskelle og det land, hvor den laveste andel af befolkningen hører til denne lavindkomstgruppe.
I stedet for at fokusere på meningsløse teoretiske opgørelser, skal vi fokusere på at hjælpe dem, der virkeligt ikke kan klare sig selv: Ikke mindst narkomaner, psykisk syge, handicappede og udsatte børn.
Det er tragisk, at vi i Danmark bruger så store summer på velfærdsydelser til mennesker, der egentligt ikke har behov. I min budgettale, som Ali Maktabi citerer ude af kontekst, brugte jeg mit eget eksempel: Som studerende fik jeg boligsikring, selvom jeg kunne have klaret mig uden. Dengang tænkte jeg ikke over det, og det, tror jeg, desværre er meget typisk for den rettighedsmentalitet, vi har udviklet i Danmark.
Staten skal hjælpe dem, der ikke kan klare sig selv – men vi er mange, der egentligt ikke har brug for hjælp, og vi skal indstille os på at tage et større ansvar for os selv i fremtiden.
Læserbrev i Lokalavisen Frederiksberg torsdag d. 14. oktober 2010
Frem i skoene 1 Kommentar
Det har været et hårdt år for Konservative. Efter snart ti år i regering virker det som om, luften er gået en lille smule af ballonen. For mange er det ikke længere klart, hvad Konservative vil. Samtidig har et parti som Liberal Alliance haft succes med en række klare synspunkter, der næsten alle kunne være taget ud af konservative partiprogrammer.
Mediestormen oven på de uheldige sager i foråret har været en udløsende faktor, men vælgerkrisen skyldes i mindst lige så høj grad, at vi over de seneste år har bevæget os længere og længere væk fra vores politiske rødder. Vi taler måske om frihed og personligt ansvar, men vi har ikke leveret varen.
Siden 2001 er der kommet over 30.000 flere offentligt ansatte, de offentlige udgifter er steget med 66 mia. og der er i dag flere mennesker uden for arbejdsmarkedet, end der er personer i beskæftigelse. Ligeledes har vi vedtaget rygeforbud, hundeforbud, statslige madpakker, knivforbud og en række andre nye regler, der begrænser borgernes personlige frihed og ansvar.
Der er selvfølgeligt også lyspunkter, men samlet set er der kommet mere stat og mere formynderi under VK regeringen. Det er ikke konservativ politik – og det vil vælgerne straffe os for til næste valg, hvis vi ikke retter kursen op.
Der er stadig i bedste fald et år til valget og meget kan ske inden da. Men det kræver, at vi trækker i arbejdstøjet. Vi må formulere et klart politisk projekt baseret på vores historiske mærkesager: En mindre offentlig sektor, lavere skat og mere frihed til den enkelte. Vi skal hjælpe de svageste, men tillade den brede middelklasse at klare sig selv.
Vi kunne for eksempel starte med at afskaffe efterlønnen, omlægge SUen til lån, indføre et permanent udgiftsstop i den offentlige sektor, øge udlicitering og privatisering af offentlige opgaver og indføre en flad skat på maksimalt 50% – men helst lavere.
Vi skal ikke bekymre os over, at nogle vil være uenige med os. Det er bedre at have et klart budskab til den femtedel af befolkningen, der grundlæggende er konservativ, end at forsøge at fortynde politikken så meget, at alle er enige. Selv hvis ingen andre partier vil være med, må ingen vælgere være i tvivl om, hvad Konservative vil. Vi skal turde mene noget. Ellers bliver vi ligegyldige.
Debatindlæg i Konservative på Frederiksbergs medlemsblad, Lindebladet, oktober 2010
Open access er ikke en god idé Kommenter
Resultatet af videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsens forslag om at gøre alle forskningsartikler frit tilgængelige vil være, at staten sætter sig tungt på noget, som private har skabt med succes, og at der produceres og spredes mindre forskning af dårligere kvalitet end i dag – det vil give mindre »forskning til folket«.
Det største problem er, at open access kan have konsekvenser, der er helt modsat, hvad ministeren og systemets fortalere ønsker. Det vil med væsentlig sandsynlighed lede til, at færre videnskabelige resultater produceres og spredes.
Problemet er, at de bedste tidsskrifter selvfølgeligt ikke vil acceptere, at deres produkter samtidig stilles frit til rådighed i andre databaser. Hvis videnskabsministeren får held til at gennemføre sit open access-system, vil det derfor forhindre danske forskere i at publicere og deltage i den videnskabelige verdenselite. De vil være nødsaget til at vinke farvel til forskningsstøtte, hvis de ønsker at være med, hvor de allerbedste publicerer.
(..) Ved at stille artikler ‘gratis’ til rådighed underminerer man nemlig det private forlagssystem. Under et open access-system vil private aktører ikke kunne tjene på at udgive forskning. De vil trække sig ud eller true med at gøre det. Alternativet er et system, hvor staten subsidierer eller simpelthen selv påtager sig at drive tidsskrifter. Men al erfaring viser, at et sådant arrangement næppe er en god idé.
Uddrag af kommentar skrevet af professor Nicolai J. Foss (CBS), lektor Christian Bjørnskov (Aarhus Universitet), ph.d. stipendiat Mie Harder (CBS) og professor Peter Kurrild-Klitgaard (Københavns Universitet). Læs resten af kommentaren i Berlingske Tidende d. 27. september 2010.